En klumme om Fjæsbogen

Genialt eller grundlæggende unødvendigt?

Af Louise Bjørkholt Andersen
Stud.med., Sund & Hed, sundoghed@sundoghed.dk

I 2003 opstartede Mark Zuckerberg »The Facebook« på Harvard, som en slags samlet studenterfortegnelse.

Sitet var til at starte med kun for Harvard-studerende, men konceptet bredte sig som ringe i vandet til udvalgte institutioner, startende med en eksklusiv klub af de amerikanske »Ivy League«-skoler, og senere Oxford, Cambridge og London School of Economics.

I slutningen af 2004 var Facebook (uden »The«) på flere kontinenter, og i den amerikanske collegekultur var Facebook et totalt etableret kommunikations-værktøj på linje med mobiltelefoner.

På min kærestes on-campus universitet fik man oftere svar, hvis man postede noget på folks Facebook-væg, end hvis man sendte dem en SMS.

Her i Danmark var vi måske lidt bagud, eller jeg var i hvert fald.

I starten af 2007 fik jeg en mail fra en ven i England, som skrev:

»Er I på Facebook (www.facebook.com)? Det er sgu lidt nørdet, ligesom MySpace og sider i den dur, men det er en ret let måde at holde styr på seje mennesker på.«

Man skulle tilhøre et universitet, der var på Facebooks gæsteliste for at kunne få en Facebook-profil.

Jeg oprettede mig som bruger og blev med det samme add’et af alle de mennesker, jeg kendte på udenlandske universiteter.

Min gamle roommate, som læste på Harvard, havde over 1000 venner. Der var næsten ingen af mine danske bekendte, der havde en profil – og flere har det i øvrigt ikke endnu.

I slutningen af 2007 var jeg til nytårsfest med en gruppe internationale folk, jeg lige havde mødt, og de brugte Facebook som et eksklusivt socialt visitkort;

»Great to meet you. I’ve added you on Facebook, hope to see you sometime again«.

Mail-udvekslingens tidsalder var slut.

I dag er min farmor, min specialevejleder og min lillesøster på fjæsbogen, som den hedder på godt dansk. Alle med en e-mail-adresse kan oprette sig, og sitet bliver brugt i Mozambique såvel som Japan.

Facebook stjæler min tid, når jeg burde skrive publikationer, ejer de fotografier, jeg har uploadet, og sætter folk i stand til at snage i mine interesser, mine familieforhold og mit religiøse tilhørsforhold.

Men Facebook sætter mig også i stand til med et enkelt klik at se babybilleder fra min tyske venindes hjem i Berlin, at invitere 400 mennesker til abefest, at sende en kærlig hilsen til mine IMCC-venner i Japan − og meget mere.

Tre af mine bekendte har vovet at lukke deres profil, hvilket jeg har stor respekt for. Men mig? Ja, jeg er simpelthen for afhængig af sitet.

Jeg netværker på Facebook, finder spændende arrangementer, snager i folks liv, og bruger det som mit #1 kommunikationsværktøj.

Det er vores generations definerende hjemmeside, som har ramt et behov for en intimsfære på nettet, hvor man selv er herre over, hvem man lukker ind, og hvor man kan iscenesætte sig selv som en stor tænker, eller hende, der lige har bagt kanelsnegle.

Facebook er både genialt og grundlæggende fuldstændig unødvendigt. Netop det er så interessant.